Simon Næsager og Andreas Oest-Jacobsen fra Køge i blåt, flankeret af deres modstandere og Katrine Petersen fra Spar Nord.
Stor badmintonturnering i Køge
Klub: Køge Badminton Klub
Publiceret af: Mette Nielsen
Dato: 14-12-2014 14:42:45
Kategori: Generelt
     
Køge Badminton Klub afholdt i denne weekend U15 turnering i Ravnsborghallen i samarbejde med Spar Nord. I løbet af turneringen blev der spillet 153 kampe i 4 rækker A, B, C og D-rækken. 

Der var tilmeldt 88 børn fra 31 forskellige klubber fordelt ud over hele Sjælland. Der blev i alt spillet i fem forskellige kategorier i aldersgruppen U15 – herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mix-double. Turneringen startede kl. 9 lørdag morgen og sluttede først kl. 19.15 – Der blev spillet mange flotte, fair og drabelige kampe for øjnene af de mange forældre, bedsteforældre og søskende der var på plads i Ravnsborghallen som tilskuere.

Køge Badminton Klub var flot repræsenteret med 14 tilmeldte spillere. 
Udvalgte resultater fra Køgespillere: I D-rækken vandt Søren Pedersen og Johan Engelhart i herredouble i en meget tæt finale mod Peter Glarnø og Nicklas B. Jensen fra Grantoften med 20/22-21/19-21/19.  I B-rækken gjorde Simon Næsager sig rigtigt flot bemærket. Simon, der var seedet til tredje pladsen, overraskede og vandt herresinglen mod anden seedede Philip Dalager, Charlottenlund. Og i herredouble blev Simon nr. to med sin makker Andreas Oest-Jacobsen også fra Køge og de tabte til Anders Rasmussen og Mikkel Hansen fra Nykøbing F. i to tætte sæt. 

Det var en rigtig god dag og jeg er imponeret over at se hvor meget de enkelte spillere fra klubben er gået frem i løbet af sæsonen”, siger Jan Ørum, ungdomsformand fra Køge Badminton Klub.

Køge Badminton Klub vil gerne takke alle frivillige, som var med til at skabe en god turnering. Herunder også Spar Nord, som leverede mange flotte præmier.

Se alle resultater – klik her
Se flere billeder fra turneringen på Facebook


 

 

Køge Badminton Klub

Ravnsborghallen, Ravnsborgvej 3, 4600 Køge formand@koegebadminton.dk CVR.nr. 58686913

Cookies