Køge Badminton Klubs 1. hold er tilbage i Danmarksserien
Klub: Køge Badminton Klub
Publiceret af: Mette Nielsen
Dato: 12-04-2016 16:02:21
Kategori: Generelt
     
Inden sæsonens sidste kamp mod Ølstykke var oprykningen sikret, så det gav lidt ro op til kampen, selvom 1. holdet  var ramt af et par afbud.
Det var dog ikke til at se i første runde med de to mix-doubler og to damesingler. Her blev det nemlig til sejr i alle fire kampe. Anden damesingle med Rikke Bergø trak dog lidt ud – men Rikke vandt i en velspillet tre-sæts-kamp.

Anderledes stod det til i anden runde med herresinglerne, hvor det kun lykkedes Køge at vinde en enkelt, nemlig 3. herresingle med Oliver Gravers. Ærgerligt set med Køges øjne, især fordi Lars Birch i 2. herresingle som sædvanlig sled sig gennem en tre-sæts-kamp - denne gang blev udfaldet desværre et nederlag. Her var der ellers længe spænding, om Køge kunne stille fuldt hold, da 4. herresingle Andreas Bruun – i sin kun anden kamp på Køges førstehold - var kørt til Tølløsehallen i stedet for Ølstykke!

Efter kampens første to runder var stillingen 5-3 til Køge, og der var spænding om kampens udfald. Køge har dog stærke damer – så begge damedoubler blev vundet overlegent af Gitte Sommer og Mette Nielsen samt Alice Wolf og Rikke Bergø.
Sejren var hjemme – men blev på hele 8-5, da det også blev til sejr i 3. herredouble med Mikkel Schlander og Andreas Bruun. Det så ellers ud til endnu en tre-sæts-kamp. Første sæt var i hus, men Køge-spillerne var bagud 14-20 i andet sæt, men så fik Mikkel serven og servede sejren hjem på 22-20. Flot indsats og Mikkel blev kampens spiller.

Køges 2. hold var i nedrykningsspillet i serie 1, men klarede skærene med en 8-5 sejr på hjemmebane i Ravnsborghallen over Holbæk.

Sæsonen har været fyldt af stor træningsindsats og mange gode og spændende kampe. Så klubben ser nu frem mod den kommende sæson fyldt af optimisme. Vi tror på, at klubbens unge spillere fortsætter deres fremgang, så de kan tage kampen op på seniorholdene.
Vi får en ny spillende træner til klubben, da vores nuværende trænere rykker tilbage til deres gamle klub Ringsted. Det har været tre gode år med Gitte Sommer og Kasper Storkegård, men alle hold og klubber har godt af et trænerskifte ind i mellem, så jeg ser en spændende forude, siger seniorformand Randi Rimdal.  




 

Køge Badminton Klub

Ravnsborghallen, Ravnsborgvej 3, 4600 Køge formand@koegebadminton.dk CVR.nr. 58686913

Handelsbetingelser Betalingsmuligheder:
Betalings logoer


 

Cookies